Blogging: Sådan opretter du en blog | By Bak
Blogging, Lately

Blogging: Sådan opretter du en blog

July 11, 2017

Photo via Pexels.com

Jeg har lovet jer et slags blog akademi henover sommeren, og jeg starter med det helt basale. I dag fortæller jeg om valg af platform, design og navn til en blog.
Overvejer du at starte din egen blog, så er der flere ting, du skal have styr på før du kan begynde at skrive dine blogindlæg. Når først de ting er på plads, (og det behøver slet ikke være svært), kan du begynde at lave dine blogindlæg. Jeg tager dig i det her indlæg igennem de 4 punkter, og sørger for at dele min holdning og erfaring med dig undervejs:

  • Udstyr
  • Blognavn
  • Oprettelse af bloggen
  • Bloggens design

Udstyr for bloggere

Du behøver faktisk ikke en hulens masse udstyr for at gå igang med at blogge. Mange kan blogge direkte fra mobilen via en app, men de fleste vil foretrække en skærm og et ordentligt tastatur. Billeder skal der også til,  men du bestemmer selv ambitionsniveauet. Ingen skal komme og påstå, at det kræver professionelle billeder at få sine historier ud at leve, så om du bare bruger kameraet på din telefon eller et bedre spejlreflekskamera, er helt op til dig selv. Kig for eksempel også på pexels, hvor man frit må låne billeder til blogindlæg.

Blognavn

Ingen blog uden et navn, og enten kan du finde på et navn, som siger noget om de ting, du gerne vil skrive om, eksempelvis Dortes Boligdrømme, eller du kan slet og ret hedde dit navn. Uanset hvad du lander på, kan være en god ide at tænke over, at navnet skal være noget du har lyst til at sige højt til andre – også selvom du måske ikke forestiller dig nogensinde at skulle fortælle andre om din blog. Min første blog hed Pimp me up on detour (!!), og da det kom dertil, at jeg skulle fortælle én om min blog kunne jeg næsten ikke få mig selv til at sige navnet. Jeg brugte samme aften på at finde på By Bak, som jeg har heddet i nu 5 år.

Oprettelse af din nye blog

Der findes mange udbydere til blogs, men den mest udbredte er WordPress, som jeg også selv blogger i. Jeg har valgt at blogge på eget domæne, som jeg betaler for, men hvis du ikke ønsker at skulle betale for din blog, har du også mulighed for at oprette en blog hos for eksempel nouw eller bloggers delight. Vælger du et af de gratis steder, så husk bare at læse vilkårene grundigt igennem, så du ved hvor rettighederne til dit indhold ligger. Google har også et gratis blogmodul, som hedder blogger.com. For dig, som bare vil snuse til det at have en blog og mest vil dele minder for din egen og familiens skyld, så kan dette være helt fint. Jeg ved, at platformen layoutmæssigt er meget nem at håndtere.

Starter du din blog med henblik på at skabe en forretning på eller via din blog, så vil jeg helt klart anbefale eget domæne og enten WordPress eller Squarespace. Begge platforme er kendte for at performe godt i forhold til Googles søgemaskiner, og du har mulighed for at påvirke dit site i langt højere grad.

Bloggens layout og design

Uanset hvilken platform du starter op på, skal du vide, at når først designet er på plads, så behøver du ikke tænke på det i lang tid. Det skal bare lige gøres klar til historieskriverierne.

Med WordPress skal du være indstillet på, at arbejdet med designet og funktionerne er langt mere teknisk krævende end ved for eksempel blogger.com. Der ligger nogle skabeloner (også kaldet temaer) til din rådighed, som er rimelig til at gå til, og det er min erfaring at lyse og lette temaer fungerer bedst for en læser. Kender du én, som synes det er sjovt at dimse med den slags, så kast din kærlighed efter vedkommende – alternativt kan du simpelthen bare starte ud med et helt simpelt design af dem, som ligger gratis i WordPress og Blogger.

Se også denne youtubevideo med hjælp til opstart af en blog i enten Blogger eller WordPress

Jeg stopper mig selv her, men skriv endelig med dine spørgsmål nedenfor, hvis der er noget, du ikke forstår eller helt føler jeg får svaret på. Klem Dorte 

……………..

Husk at du kan følge bloggen via BloglovinFacebookInstagram & Pinterest

You Might Also Like

4 Comments

  • Reply Julie July 11, 2017 at 22:56

    Hej Dorthe

    Jeg glæder mig til resten af dit bloggerakademi, da jeg selv overvejer at starte. Især fotodelen ser jeg frem til 🙂

    Kh Julie

  • Reply Kathrine July 18, 2017 at 22:44

    Hej Dorte
    Kan du fortælle hvad der koster at have en blog på WordPress ?
    Jeg overvejer at oprette en blog til mig selv … men er ikke interesseret i at give udbyderen ret til mit indhold.
    Mvh
    Kathrine

    • Reply by.bak interior & lifestyle July 19, 2017 at 22:42

      Hej Kathrine. Udgiften går alene til køb af domæne. Selve WordPress betaler du ikke for – men hvis du vil have eget domæne skal du betale en årligt udgift for det (mener det er omkring 45kr, men det må du hellere lige undersøge helt eksakt). Kh Dorte

    Leave a comment

    %d bloggers like this: