Hørt hos frisøren… om god opdragelse  | By Bak
Hørt hos frisøren, Lately, Min dagbog

Hørt hos frisøren… om god opdragelse 

May 14, 2017


Billedet har ikke noget med indlægget at gøre, men jeg synes vi trængte til et grin efter de alvorlige beskyldninger

Hvorfor er det lige, at ingen hjælper de ældre i bussen? Det skal handle om pli og almindelig næstekærlighed – noget jeg ikke ser hyppigt nok her i Købehavn.

For lidt tid siden havde jeg en snak med en kunde omkring god opdragelse, og hvordan vi prøver at lære børn at være gode ved andre, men jeg tænkte lidt over, hvem vi tror, børnene skal lære det af. Jeg ser nemlig alt for mange sidde på deres flade – uden at bemærke dem, der har brug for en hjælpende hånd, uden at overdrage siddepladsen til den gravide eller dårligt gående og endda med fnysende fordømmelse overfor moren/faren med det skrigende og overtrætte barn. 

For nylig hjalp jeg en ældre dame ind i bussen, hvilket jeg jævnligt gør. Det er ikke noget, jeg føler er specielt næstekærligt, nærmere en selvfølge. Hun var tydeligt forvirret og forstod slet ikke de forandringer, der havde ramt hendes bustur: Nyt udsende på bussen, nyt navn, nye steder at gå ind, døre, som kun åbner ved et tryk på en knap … alt sammen kombineret med at hun tydeligvis så dårligt og var dårligt gående. Det var ikke til at tage fejl af; hun havde brug for lidt hjælp, ellers var bussen kørt uden hende, så jeg tog hende under armen og fik hende placeret i et sæde nær døren, tjekkede hendes rejsekort ind og sørgede for, hun kom godt af bussen igen 3 stop senere. Bum, det var ikke svært, heller ikke grænseoverskridende!

Jeg har lagt mærke til det mange gange før, men det blev pludselig meget tydeligt, hvor svært det må være at være gammel på busturen. Jeg ser ikke mange, der er hjælpsomme i bussen, og damen konstaterede da også, at hun var forbløffet over min hjælp – og sagde tak. Jeg bliver skuffet over det – og bekymret for fremtiden. Hvad sker der den dag, hvor det er os, som har brug for hjælpen – har vi så fået lært vores børn at vise interesse? Og at turde hjælpe, velvidende at det høster en del måske uønsket opmærksomhed fra de øvrige passagerer? Hvis ikke børn ser deres forældre gøre den slags, kommer de heller ikke selv til at lære det. De er i mesterlære hos os, så det er ikke nok bare at fortælle dem det – de skal opleve det.

Det værste er næsten, når chaufførerne ikke engang bruger øjnene og lige venter med at sætte igang, førend de dårligt gående er kommet sikkert ind i bussen. Jeg har hele to gange set et ældre menneske falde i en hård opbremsning, og hvad der for et barn måske er et fald man rejser sig fra, er det bestemt ikke en selvfølge for en aldrende krop. Føj hvor bliver jeg altid skuffet over sådan noget. Skal vi ikke bare aftale, at vi alle sammen bruger øjnene og griber de stakler, som tydeligvis er ved at dø af skræk over deres bustur?

Husk de medmenneskelige busregler:

  • Brug øjnene og tilbyd hjælp, når du kan se, der er behov for det
  • Giv din plads til gravide og mødre med små børn
  • Giv pladsen til ældre og dårligt gående
  • Buschauffør: Vent nu med at køre til de dårligt gående og ældre er blevet sat ned. Det er faktisk alvorligt med de spinkle, gamle knogler, som bærer deres kroppe og din dag går vist ikke i stykker af det ene minuts venten
  • Smil til hinanden og smil til chaufføren, så kommer alle de ovenstående regler til at udspille sig helt per automatik 

Og det der med grædende børn – smil til dem eller smil til mor/far, i stedet for at løfte øjenbrynet. Lur mig om ikke forældrene lider mere i den situation, end du selv gør ♥

Hvorfor dette emne?

Jeg har så mange spændende samtaler med mine kunder i frisørsalonen, og nogle af dem foranlediger lysten til bare lige at dele nogle tanker med jer her på bloggen. Det er ofte nogle meget nærværende og personlige snakke jeg har med mine kunder, men det betyder også, at det giver gode, sunde refleksioner – som jeg har lyst til at give videre til jer i ny og næ. Giver det mening for dig?

Jeg kan sagtens høre, hvordan det nu lyder som om, at jeg er bedre end de andre, men det er ikke tilfældet og jeg har faktisk ikke lyst til at skille mig positivt ud på grund af almindelig venligtsindethed. Det ærgrer mig, at jeg nærmest skal undskylde for en adfærd, jeg i bund og grund mener handler om god opdragelse. Hvorfor er det ikke en selvfølge, at vi yder lidt hjælp, hvor det er behøvet? Det kommer jeg i hvert fald til at gøre alt for, at mine børn vil gøre, når de bliver store nok til det.

Lad os kalde det for Mors Dag tankerne på denne søndag. Husk at kigge forbi i aften, hvor jeg deler mine glimt fra ugens løb. Knus fra Dorte 

……………..

Husk at du kan følge bloggen via BloglovinFacebookInstagram & Pinterest

LINKS & CREDITS
Photos by Dorte Bak ©

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

You Might Also Like

6 Comments

  • Reply Signe O. May 14, 2017 at 11:29

    Jeg er enig i dine betragtninger – og lidt bekymret sammen med dig. Jeg ved ikke, om man måske i lidt højere grad er “sig selv nærmest” i de større byer, eller om det mere er en fordom.. (?) Jeg bor i Jylland. I en mellemstor by. For noget tid siden var jeg en formiddag i vores lokale Rema for at handle. Da jeg nåede kassen, stod to damer foran mig, og så var der en lidt forhutlet mand i gang med at blive betjent. Jeg tror godt, vi må kalde ham formodet alkoholiker uden at fornærme nogen. Den unge mand bag kassen kaldte ham ved fornavn – helt sikkert en stamkunde. Men han havde denne dag problemer med sit dankort. Kunne ikke huske koden, og til sidst spærrede kortet. Og han blev helt rundt på gulvet. Kasseekspedienten kaldte sin chef til kassen og spurgte hende, om de ikke kunne gøre et eller andet? Nej. Køen var blevet længere, og der var begyndende irritation at spore. Havde lidt den fornemmelse, at folk tænkte: “Han har jo drukket alle sine penge op – derfor kan han ikke hæve på sit kort”. Jeg ved fra mit arbejde, at mennesker som ham faktisk ofte har forbløffende styr på, hvor mange penge de har at gøre med. De ved godt, om de kan købe 2 eller 6 øl. Så til sidst kunne jeg ikke dy mig; spurgte ekspedienten, hvor mange penge han havde købt for. Det var omkring 80 kr eller sådan. Og så sagde jeg, at jeg godt ville betale dem. Og der blev helt, helt stille i butikken. Nå, men jeg gik op og betalte, og den gode mand var uendeligt taknemmelig. Jeg sagde til ham, at jeg også havde prøvet pludselig at glemme min pinkode (det gjorde jeg ikke så lang tid før – pist væk!), og at det jo kunne ske for os alle.
    Nå, men mig tilbage i køen. Første dame foran mig fik betalt, gik ud, og kom så tilbage igen. Hun sagde til mig, at “dét var godt nok flot. Det havde hun aldrig oplevet før!” Næste dame foran mig sagde noget nær det samme. Og jeg blev sgu sådan lidt… Havde lyst til at sige, at havde de nu smidt en tyver i puljen, ville det have været en holdindsats. Sagde blot, at vi jo alle måske kunne inspirere hinanden, så vi alle gav en hånd hist og her. Jeg var selv på dagpenge, og havde sgu ikke for meget at gøre med selv. Men det var jo fuldstændig irrelevant. Og det her er slet ikke sådan en “ih, hvor er jeg en helt”-agtig kommentar. For dét er jeg ved Gud ikke. Men åh ja, kan vi da ikke bare hjælpe hinanden? Lidt?
    Nå, men det blev nærmest en fri-stil.. God søndag! 🙂

    • Reply by.bak interior & lifestyle May 14, 2017 at 16:53

      Elsker det! Og nej, du er ingen helt – det er jo præcis min pointe, at vi skal kunne gære disse ting uden pludselig at ville erhverve os heltestatus. Så hurra for det og tak for fristilen – det var dejligt! ❤️

  • Reply Janne Hansen May 14, 2017 at 20:33

    Det gør mig i godt humør, at du sætter lidt fokus på dette, Dorte 🙂 – og tak for fristilen, Signe O.
    Det giver stof til eftertanke, for hvor koster det dog lidt af os at gøre andres dag bedre!
    Kh Janne

    • Reply by.bak interior & lifestyle May 14, 2017 at 21:20

      Dejligt at høre Janne 😄 laf os aftale, at vi siger det videre i frokostpausen i morgen – så starter vi en venlighedsrevolution – klem herfra

  • Reply Mai N Ø May 15, 2017 at 08:46

    Jeg synes, du har så ret i, at vi bør hjælpe hinanden, vise omsorg og sende et smil af sted især i pressede situationer for fx forældre med grædende/skrigende børn. Jeg smiler til stort set alle næsten uanset hvordan jeg har det. Og det interessante i det er, at jeg de fleste gange får et dejligt smil tilbage, som også gør mig glad.
    Det med at rejse sig i bussen for de ældre, dårligt gående og gravide er jeg også enig i. Men det kan bare ikke altid ses på et menneske, om de har lige så meget brug for sædet som dem.
    Jeg er 28 år og lider af en kronisk smertesygdom og gigt. Det ses ikke udefra, at min krop fx ikke rigtigt kan klare at stå op i bussen, at jeg er nødsaget til at tage elevatoren, eller jeg går i den “forkerte” side af en trappe, fordi det er der, gelænderet er. Det er en skrækkelig følelse at have, når folk kigger surt på mig, for jeg ved jo, hvad de tænker. Og det gør min dag værre.
    Der er helt klart mennesker, som er ligeglade med fx synligt svært gående mennesker! Men vi er også en del syge, hvor det ikke kan ses, men hvor vi, hvis vi var i stand til det, hjertens gerne ville rejse os op for de synligt svært gående!
    Hilsen Mai

  • Reply Heidi Hermansen May 15, 2017 at 11:56

    Under min barsel tog jeg jævnligt bussen ind til byen med vores dreng i kombivogn, dejligt nemt ik at skulle tænke på parkering osv.
    En dag blev det dog til en rigtig dårlig oplevelse. Jeg har stået og ventet noget tid på bussen og begynder at gå mod buscentralen, for jeg tænker, at bussen måske slet ik holder der alligevel. Jeg når loge at begynde at trille afsted, så hører jeg bussen bagfra. I min iver på at fange chaufførens opmærksomhed får jeg drejet kombivognen og vinket til ham så hurtigt, at vognen vælter med baby og hele molevitten… Og til min store skuffelse ser jeg bare bussen køre forbi os, da jeg ligger nede på jorden og prøver at finde ud af, om min søn er ok.
    At man som buschauffør kan ha så travlt med at passe tidsplanen, at man ik engang kan stige ud af bussen og hjælpe en nybagt mor, der er VÆLTET med barnevognen for at nå bussen…. Jeg er stadig rystet 🙁

  • Leave a comment

    %d bloggers like this: